Kap.2
     (1) Hør budbringerens fodtrin
     hen over bjergene,
     han forkynder fred!
     Du skal fejre dine fester, Juda,
     og indfri dine løfter!
     For ondskaben skal ikke
     overgå dig igen;
     den er helt ryddet bort.


Nineves undergang

     (2) Ødelæggeren drager op mod dig.
     Sæt vagt på fæstningen,
     hold udkig med vejen,
     spænd bæltet om lænden,
     saml al din kraft!
     (3) For Herren genopretter
     Jakobs stolthed, Israels stolthed.
     Hærværksmænd hærgede,
     de ødelagde vinrankerne.
     (4) Deres heltes skjolde er blodrøde,
     krigerne er klædt i purpur.
     Vognenes stål er som ild,
     når de køres frem,
     hestene stejler.
     (5) Vognene raser gennem gaderne,
     stormer hen over torvene;
     de ser ud som fakler,
     som lyn farer de hid og did.
     (6) Han kalder sine heltekrigere frem,
     de er ved at snuble i farten,
     de løber frem mod muren
     og rejser skjoldtaget.
     (7) Portene mod floden åbnes,
     paladset vakler.
     (8) Hun stilles nøgen frem
[Hun er byen Nineve, jf. v. 9.]
     og føres bort.
     Hendes trælkvinder sukker,
     det lyder som duer,
     de slår sig for brystet.
     (9) Nineve er som en dam,
     hvis vand strømmer ud.
     "Stands, stands!"
     - men ingen kan vende det.
     (10) Tag sølv, tag guld som bytte!
     Der er ingen ende på forrådene,
     en rigdom på alt, kostbarheder!
     (11) Hærget, øde og tomt!
     Ængstede hjerter og vaklende knæ,
     alle med skælvende lænder
     og hede ansigter.
     (12) Hvor er nu løvernes tilholdssted,
     stedet hvor ungløver fandt føde,
     hvor løve, hunløve og løveunge færdedes,
     uden at nogen jog dem bort?
     (13) Løven tog bytte til sine unger,
     den dræbte til sine hunløver,
     den fyldte sin hule med bytte
     og sit bo med rov.
     (14) Jeg kommer over dig,
     siger Hærskarers Herre.
     Din hule ryger jeg ud,
     og dine ungløver skal sværdet fortære.
     Jeg udrydder dit bytte i landet,
     og dine hunløvers brøl høres ikke mere.